Nå, hvad kan man bruge sådan en London-tur til..? Man kan få sig en tattoo kan man. Nede fra hjørnebiksen. MonkeyBiz Tattoo. Hvor de er meget søde, meget arbejder-agtige, og hvor det ikke koster en bondegård.
Jeg tog et rigtigt fint billede af pigerne, inden vi rejste, og jeg var sikker på, jeg endelig havde fundet er motiv til den tattoo, jeg altid gerne har villet have. Som jeg aldrig har kunne bestemme mig for – for hvad ville ligepræcis give perfekt mening at præge min krop med? Endelig fik jeg det perfekte billede.
Både fordi mine piger var så søde i det øjeblik, men også fordi det ville egne sig godt i sillouet.
Så jeg har haft tegnet lidt på min arm (og Jolinas), og kom frem til en god skitse.
Ned til tattoo-biksen med mig. Efter utallige stunders overvejelser og tanker
om smerte.
Og nu er jeg så den lykkelige ejer af en tatovering. En tatovering der er helt speciel for mig. En tatovering der takket være noget tryllecreme (eller min fantastisk høje smertetærskel) næsten slet ikke gjorde ondt. En tatovering der vil minde mig om mine søde små piger, hånd i hånd, hver gang jeg ser på min arm. En tatovering som stadig ser rocker-sej ud, når jeg er 80 og har rollator.
Og jeg er så glad!