Min farmor og farfar, der nu bor på Bornholm, har lige været på besøg hos os. Deres gamle, trætte kroppe, fik hjælp af min onkel og tante til rejsen, så de blev fragtet det meste af vejen gennem Danmark i bil.
Som hver gang jeg ser dem, (eller andre der er tæt på de 90) tænker jeg, om det mon er for sidste gang. Min farfar er syg, og de er begge plaget af forskellige skavanker, selv om deres sind er friske, og de føler sig som nogle unge nogle på 63…
Det var så mærkeligt at se dem, trætte og på tærsklen af den her verden, mens deres oldebørn Roxie og Jolina løb rundt omkring dem med uendelige mængder af energi. Livets cyklus og alt det der. Og imens vil jeg bare sådan ønske for Roxie og Jolina, at de kommer til at kigge tilbage på deres liv på samme måde engang. For min farmor og farfar har haft et godt liv.
Men derfor håber jeg stadig ikke, det er sidste gang, jeg ser dem.
Vi tog en tur til stranden med dem. Vesterhavet, som de virkelig holder af. Og ellers nød vi det bare, og jeg tænkte på, hvor heldige mine piger er, med 8 oldeforældre stadig i levende live. (Alle undtagen min morfar, men til gengæld har de en ekstra af pap.)
Selv om jeg godt ved, det slet ikke varer evigt. Som intet jo gør.
—————-
Og nu kommer det til at handle om ting.
Med sig i bilen havde de forskellige sager fra deres hus, noget af det som jeg charmerende nok har skrevet mit navn på i tidligere sommerferier derovre. Ting, som jeg er så glad for at de giver mig nu, så det på den måde ikke er så trist. Fordi det ikke er noget på en arveliste, men bare en gave.
Og på den måde, har jeg fået rigtig mange gaver. Jeg ville gerne have lagt nogle billeder ind af sagerne, af vesterhavet og af min farmor og farfar, men wordpress er ikke min ven ligenu, så gå på Instagram, og se nogle af billederne der istedet for.
Jeg fik min farmors gamle skolelærerinde (for det hed det dengang) -taske i brunt, brugt kernelæder. Fra en tid hvor hun var de svage elevers evige støtte. En stak bøger af forskellige klassikere, der stadig lugter af reolen og huset på Gartnervangen. Nogle stoffer og en ufærdig patchworktaske fra min farmor, og jeg vil så gerne vise hende, at jeg kan få den færdig. Og give den et liv i brug. Min farmor gav mig som 15-årig hendes gamle symaskine, så det er til dels hendes fortjeneste, at jeg har den interesse.
Plus – ikke mindst min farfars sølvsmedeværktøjskasse, med loddekolbe, rester af sølv, sten, og hans mappe med håndtegnede designs. Virkelig fantastisk. Da jeg var teenager tog de mig med på højskole, og vi gik på smykkekurser sammen. Det var helt specielt, og idag er jeg lykkelig over den tid og det engagement de gav til mig.
Jeg kan ikke huske, hvordan man lodder mere, men jeg skal lære det igen, skal jeg. Og så skal de halvfærdige ringe, som min farfars øjne ikke længere kan se, smeltes sammen, pudses og på mine fingre.
Jeg føler mig rig. Ikke kun fordi, jeg er så heldig at have fået nogle for mig værdifulde sager mellem hænderne, men fordi jeg har haft sådan nogle fantastiske bedsteforældre. Som nok har været langt væk fysisk, på en lille ø tæt ved Sverige, men som aldrig har ladet den afstand betyde noget. Som har ringet, skrevet, delt ud, lyttet og været der. Et sted hvor jeg altid havde førsteplads. En varm favn hos min farmor. Altid.