Da vi var i London i sommerferien, fik vi nogle penge af Alans farmor og farfar. De er altid så søde, og de vil hjertens gerne forkæle både os og pigerne ikke mindst.
Denne gang brugte vi nogle af pengene i Disney Store til to baby/prinsesse-dukker. Jeg er ikke helt sikker på konceptet, men det er alle de velkendte prinsesser, der er lavet i ekstra nuttet lillepigeversion. Klamt eller sødt? En pengemaskine i bedste Disney-stil i hvert fald.
Jeg har flere gange kigget på Yasmin-dukken til Roxie, fordi jeg jo synes, den ligner hende fuldstændigt!
De brune øjne, den lille søde mund, nuttethedsskalaen går slet ikke højt nok op.
Der var ikke en oplagt Jolina-dukke, nok nogle blonde nogle selvfølgeligt, men jeg synes ikke, de var helt rigtige. Og jeg tænkte, at der var nok blonde barbie-rollemodeller i barndommen, så jeg fik øje på den rødhårede Brave-dukke istedet. Den var sød, kæk og det er Jolina jo også. (Den var også fem bund billigere, og det betød nok også en lillebitte smule for moderen, der faktisk prøvede at spare lidt i shoppingparadiset..) Måske var det fordi, jeg syntes, det var synd, at Brave skulle være på tilbud. Som om hun ikke var god nok. Hun stod der og så så trist ud, fordi hun ikke var sammen med dem til fuld pris.
Begge piger var glade for deres dukker og legede godt med dem.
Da min mor kom til London også, blev vi enige om, at Jolina også skulle have en dukke, der lignede hende, og min mor ville gerne give hende den, hvis vi kom forbi butikken igen. Jeg havde dårlig samvittighed over at have ladet mit rabat-gen bestemme hvilken dukke Jolina skulle have, at jeg ikke havde været milimetergavmild med pengene, men sparet lidt på den enes gave, men havde det også lidt skidt over, at den rødhårede dukkes plads nu skulle overtages af en blond stereotyp prinsesse. Nå ja, og så tænkte jeg på de fattige børn, der ingenting har, og så fik jeg det rigtig skidt.
Men det var sommerferie, vi blev alle forkælet, og Jolina kom med en tur i Disney butikken. Vi viste hende blonde Rapunsel, Tornerose og hvem de ellers havde med gyldent hår, og hun fik at vide, at der var frit valg.
Og hvad valgte pigen så?
Rødhårede Ariel.