I hvert fald her i huset!
Længe før Jolina kunne lege med det, har Alan glad købt det til hende: Toy Story LEGO, Star Wars LEGO (ok, nok mest til ham selv..) Indiana Jones LEGO osv. Hun har været glad for at lege med det, men selv om vi synes, det var coolere at give hende noget af det nye Batman LEGO, må vi nok indse, at her efter hun er blevet 3 år og temmeligt tøset i det, så vil hun altså hellere lege med det lyserøde LEGO friends.
Så det har hun fået en del af. Og hun kan navnene på dem alle sammen; og Olivia, Mia, Emma og Stephanie har jeg da også lært at kende.
Så vi elsker LEGO herhjemme!
Alan havde en del LEGO, da han var lille, og han græder stadig over, at han donerede det hele til sin fætter, der så bare smed det ud, da han ikke ville lege med det mere. Seriøst, det er Alans mest sørgelige minde. (Så hans liv har ikke været så hårdt endda.)
Idag havde jeg en lille gave til ham, fordi jeg var sikker på, det ville gøre ham lykkelig på sådan en almindelig onsdag. Et LEGO Star Wars klistermærkealbum. Set i Bilka til 100 kr, men købt på amazon.co.uk til kun 4 pund. Alle de 40 kr værd. Han har leget med det lige siden, han fik det og der er nu Star Wars LEGO figurer på alt!
Sådan bliver man vupti-vupti verdens bedste kæreste. Tippet er hermed givet videre, hvis der er andre der har kærester på 12 år.
- og sørme ja, han leger med det endnu…