Jeg har vist sagt en del om amning her på bloggen. Om at “væde igennem og ændre brystfacon“. Og om ikke at være flov over at amme på et toilet.
Jeg har elsket at amme. Det virker ikke for alle, og fred være med det, men jeg har været en glad hippie-jeg-kan-amme-over-det-hele i en sådan grad, at min svigermor sikkert tit har været flov over mig. Det har ikke været lige nemt altid, og jeg har også måtte bede om hjælp på børneafdelingen, da det slet ikke funkede så ligetil med Roxie i begyndelsen. Men jeg har elsket det.
Nu er det så helt slut for mig. Og jeg kan ikke lade være med at synes, det er ret sørgeligt.
Dette her kommer ikke igen.
Og det har jeg det egentligt meget trist med. Fordi det var så jævla hyggeligt, og det var noget af det, jeg nød allermest i hverdagen. Måske fordi det på en måde gav mig syndsforladelse for alle de ting, jeg følte, jeg gjorde forkert i løbet af dagen. De fleste tanker om at være en dårlig, stresset, underskudsagtig mor forsvandt, i det øjeblik jeg fik Roxie i armene og hev trøjen op. Ligesom den daglige læsestund med Jolina i sofaen i fred og ro giver mig et skud god-mor-vitaminer, så fungerede amningen på samme måde. Så både hyggeligt for børnene og godt for mit stressniveau.
Og hvorfor var det så jeg absolut skulle stoppe? Fordi jeg synes, Roxie blev lidt for frisk i hendes insisteren på at få babs, nårsomhelst, hvorsomhelst? Fordi jeg tænkte der skulle gives plads til mere “rigtig” mad? Fordi Jolina også begyndte at snakke om at smage? Fordi jeg ville have mine bryster – eller det der er tilbage af dem igen?
Ligegodt hvad, så er det på trods af tristessen gået godt. Der er stadig lidt mælk tilbage, så vidt jeg kan mærke.. Men Roxie har efter de første 3 dage tilsyneladende helt glemt det, og nu en uge efter sidste tår, er der ingen hårde slag på min brystkasse, som ellers normalt var hendes tegn for at få en omgang i mors bar. Charmerende var det.
Så nu kigger jeg bare tilbage på alle disse hyggelige stunder, fra helt lille til den store bebs, hun efterhånden er blevet. Og jeg overvejer, om jeg kunne have ammet min barn til hun var tre, som jeg selv blev det. Eller om det er meget rart, at kampen er taget nu, og at det faktisk slet ikke var så slemt.
Nu er der bare minderne. Tanken om mit lille barn der lå så stille og sødt, i hvert fald i fem minutter ad gangen. Hyggestund på hyggestund. Små fusser der lå og vippede, tykke hænder der viklede sig ind i armhulen på mig, store brune øjne der kiggede på mig med al skønhed i hele verden. Og de røde kinder og den næsten opkvikkende effekt mælken havde på hende, i hvert fald her efter hun var blevet større. Lidt pyller, så en tår, og så var virkningen næsten magisk, total frisk igen! Og selvfølgelig også tankerne om den lille bebis, hun var engang, der bare lå sødt og faldt i søvn i mine arme.
Nu er det forbi. Hun er en stor bebs, og hun tromler glad derudaf. Og hun er heldigvis alledere begyndt at tage meget mere for sig af retterne ved de rigtige måltider, hvilket jo var den effekt, vi håbede på. Så det er godt.
- og så er der jo så også nogle ammebh’er, jeg skal have brændt. Nogle bryster der skal hejses op med nye sorte blonder, når jeg engang lige finder ud af, hvad størrelse, de ender med at være.