Nå, jeg sidder her og føler mig lidt dum.
Fordi jeg ikke er blevet inviteret til samtale til det job, jeg havde søgt.
Det er nok fordi, det er lang tid siden, jeg har været ude i det der arbejdsmarked, og jeg har jo ikke søgt job på job på job med tusind afslag som så mange andre. Så jeg troede jo faktisk, at når det job var så perfekt til mig, at så ville det da blive mit. Ret selvtilfredst og hovmodigt. Og ret overvurderende mht tro på egne evner.
Men det var altså perfekt til mig. – Og I kender det måske, det der med at lade tankerne og drømmene løbe lidt for løbsk og allerede have brugt den første løn, lavet det store projekt, vundet alles hjerter osv. Uden overhovedet at være en af de fem ud af de 148 der skal til samtale.
Så nu sidder jeg med en kage til trøst og min BA istedet for. Og med tanken om at jeg så kan læse videre istedet for, og det var jo egentligt også det jeg gerne ville. Det går jo nok det hele. Jeg føler mig bare en lille smule dum.
